Skolens historie
Agnes Thorsen, skolens grunnlegger

Agnes Thorsen var en av skolens to bestyrere fra 1889 til 1917. Hun forteller her selv om disse første årene i skolens historie. Artikkelen ble skrevet til 50-årsjubileet i 1939. Her forteller hun om sitt møte med et «enkelt og primitivt» Nordstrand, om hvordan skolen kom i gang og om hvordan hun og hennes medarbeidere møtte praktiske, økonomiske og ikke minst pedagogiske utfordringer i disse 28 pionerårene.

Både denne artikkelen og det meste av det øvrige stoffet er hentet fra boken til skolens 100 års jubileum.

Den private skole i hverdag og fest (1889-1917)
Av Agnes Thorsen, skolens grunnlegger

Nordstrand var i åttiårene noe ganske annet enn det er idag. Det var et vidunderlig vakkert, rolig, idyllisk sted, ja, man kunde næsten kalle det et «terra incognita» med sine skoger, sine åpne, blomsterklædte marker og enger, med sine klipper og strandpartier ned mot den blå fjord. Et par fiskerhytter hist og her gjorde billedet bare ennu mer malerisk. - Og overalt fikk man ferdes fritt, ingen gjerder eller stengsel på noen kant. Kastellskogen lå der helt uberørt av mennesker bare med det store gamle «Kastellet» på toppen, forøvrig kun en og annen skogsti, som slynget sig i den rikeste vegetasjon av bregner og blomster. Og så oppe ved kirken den prektige, store gamle bondegården Munkerud med sine bugnende havreakrer og kløverenger, en eneste idyll altsammen. Fra høiden så man over Ekebergåsen Holmenkollen, byen og havnen, om aftenen som et eventyr tindrende med sine hundre tusen blinkende lys, - og lenger mot vest Askeråsene med sine praktfulle solnedganger.

Vinteren var om mulig ennu vakrere med sin klare, blå himmel og sol over den hvite, rene sne, og de pudrede trær. Og så hadde vi jo de prektigste akebakker og det fineste skiterreng rett utenfor stuedøren.

Men hvor var ikke alt enkelt og primitivt. Nordstrand var dengang intet eget sognekall, kun kallskapellani under Ø. Aker. Der var få og dårlige veier; Nordstrandsbakken, litt av en «Korketrekker», snodde sig bratt og smal i høiden, ingen vannledning, hvert hus hadde sin brønn; ingen elektriske lykter, en liten petroleumslampe på toppen av en og annen stolpe hist og her besørget belysningen; ingen sporvei, ingen biler, ingen butikker; Lemich Wiehes kolonialforretning nede ved Ljabroveien var den eneste, ingen doktor, intet apotek. En liten gulbrun stue representerte «stasjonen», hvor der passerte noen ganske få tog daglig. Madam Pedersen fungerte som stasjonsmester og leverte post og billetter ut gjennem den lille gluggen i døren.

Således så Nordstrand ut, da jeg i 1888 første gang kom derut. Tross min unge alder hadde jeg allerede en lengere pedagogisk løpebane bak mig med flerårig undervisning mange steder i landet, derav et år ved Bodø kom. høiere almenskole og et lengere studieophold i England. Det var derfor en helt selvfølgelig ting, at jeg straks begynte å samle elever til regulær undervisning også derute. Noen folkeskole fantes ikke, og det varte ikke lenge, før mine «privatpartier» var så fullt besatt, at jeg måtte skaffe mig assistanse; mine første medarbeidere var kand. Sigurd Halling, som da holdt på med sin embedseksamen, og frk. Honoria Halling.

Elevantallet vokste stadig, og efter konferanse med en høiere universitetsembedsmann blev vi allerede da enige om å kalle skolen Nordstrand Middelskole, den første middelskole i Aker. Det følgende år, 1889, blev cand. teol. A. Breien medbestyrer ved skolen. Herr Breien var gjennem alle år en fortrinlig administrator og utmerket matematikklærer.

Da det leiede lokale, villa «Nysæter» nede ved fjorden blev for litet, måtte vi for alvor tenke på å skaffe oss vårt eget hus, men dertil skulde der mange penger, og dem hadde vi ikke!

Skolen var imidlertid blitt meget populær, og hele Nordstrand, som var vokset rent amerikansk hurtig med en masse nybygg og villaer rundt omkring, var interessert i vårt byggeforetagende. Vi hadde gode og formående venner, deriblandt grosserer Thune- Larsen, Ljan, og godseier Fridtjof Ingier. De var begge direktører i Akers Sparebank og blev vore finansministre. De skaffet oss all den byggekapital vi ønsket, og vår prektige skole blev reist efter tegning av arkitekt Welhaven på den vakreste, frieste tomt på toppen av Nordstrandsbakken ved Solveien og med den skjønneste utsikt til alle kanter.

Og så tilfreds var vi med det hele anlegg, at vi var enige om, hvis skolen brente, vilde vi bygge den op igjen akkurat likedan!

Den 10. januar 1892 holdtes den vakre innvielsesfest, som «Aftenposten» forteller om på følgende måte:

Skoleindvielse
;«Aftenposten» 11te jan. 1892.

Kl. 1 imiddags indviedes Nordstrand Middelskoles nye Skolebygning, en smuk, toetages Træbygning i Villastil med høie, spidse Gavle, beliggende på en dominerende Plads op for Nordstrands Station med en glimrende Udsigt og smukke Omgivelser. I den med Flag smykkede midlertidige Gymnastiksal i første Etage samledes Skolebørnene med sine Lærerinder og lærere samt en Flerhed av Elevernes Forældre og andre for Skolen interesserede.

Efterat de to første Vers av Salmen: «Lover den Herre» var afsunget, besteg Arkitekt Welhaven talerstolen og redegjorde som Bygningens s Arkitekt, for dens Tilblivelse.

I Mai Maaned laa paa dette Sted kun en Fjeldknaus, hvorpaa ethvert Bygningsanlæg syntes umuligt, men da man neppe kunde faa en sundere og vakrere Plads for en Skole end her, havde man begyndt Arbeidet, der takket være Bygmesteren, Hr. Gulbrandsen fra Moss, nu var helt og vakkert gjennem ført i Reisverk med Fylding og 3" pløiede Planker udvendig og indvendig klædt med Panel. Bygningen indeholdt nu i 2 Etager 9 Klasseværelser; naar man var naaet saa langt, at man havde faaet bygget et eget Gymnastiklokale, vilde man kunne omdanne den nuværende Gymnastik sal til 2 Klasseværelser, saaledes at der blev ialt 11, - foruden et Omklædningsværelse for Gymnastik, 2 Samlingsværelser, Lærerværelse og Kontor. I Kjelderen findes Sløidrum og Bolig for Vagtmester og i øverste Etage 2 Leiligheder for Skolens Bestyrere. Skolen var saaledes tilstrækkelig for nuværende Krav og vilde ogsaa forblive det, saaledes som Kravene forhaabentlig inden ret længe vil stille sig.

Skolens Bestyrer, Hr. cand. theol. Breien, ønskede Forsamlingen velkommen i det nye Hus. Skolen var begyndt for 2 1/2 Aar siden i leiet Lokale paa Nysæter ved Ljanveien, hvor den husedes i 4 mindre Værelser, men den skjød snart saa rask Vext at Rummet blev for lidet. Medens der saaledes i 1889 kun var 30 Elever med 3 Lærere, var der i 1890 52, - ifjor 93 Elever og nu 108 Elever med 10 Lærere og Lærerinder.

Ved Imødekommenhed fra mange Kanter var det altsaa nu lykkedes at faa et passende og godt Lokale for Skolen, og Tal. udtalte sin og sin Medbestyrer Frk. Agnes Thorsens, Tak til Alle, der med Raad og Daad havde hjulpet til med denne Bygnings Fuldendelse.

Tal. redegjorde derefter for sin Opfatning af Skolens Opgave som en Uddannelse for Livet, ikke for Examenerne, paa kristelig Grund og i Samarbeide med Hjemmet.

Hr. Sogneprest Muller stemte fuldt sammen med Hr. Breien i dennes Syn paa Skolen og Taleren udlagde i varme Ord det ansvars fulde og tunge, men også velsignelsesrige Arbeide for at skaffe klart og varmende Lys ind i Barnesjelen.

Efterat en for Anledningen skreven Sang var afsungen af Skolebønnene, holdt Skolebestyrerinden, Frk. Thorsen en anslaaende og smuk Tale til Eleverne, mindende dem om det Ordspro, der var anbragt over Indgangsdøren: «Bedre Byrde bæres ei end Viden», og manende dem til flittigt og villigt Arbeide.

Arkitekt Welhaven takkede Bygmester Gulbrandsen for den sjelden retskafne og humane Maade, hvorpaa han havde udført Bygningsarbeidet, hvorefter Hr. Pastor Moe takkede Frk. Thorsen og Hr. Breien for den Ihær-dighed de havde lagt for Dagen for at skaffe Nordstrandsboerne en god Skole, og avsluttede Festen med en kort Andagt.

Efterat de siste Vers av «Lover den Herre» var afsunget, begav man sig rundt i Skolen for at tage i Øiesyn de lyse, vennlige Rum med de store, heie Vinduer, hvorfra man har en vakker Udsigt paa alle Kanter.

Det maa være en Nydelse for Eleverne, Gutter som Piger - det er nemlig Fællesskole - i Friminuterne at kunne tumle sig i Ski- og Kjælkebakkerne i den friske luft derude om det stadselige Skolehus med de vakre Omgivelser.
Efter innvielsesfesten i gymnastikksalen var der i frøken Thorsens private leilighet i 3. etasje arrangert en lunsj for tolv herrer av dem som under reisningen av skolen hadde bistått oss med råd og dåd. Lunsjen blev meget vellykket, belivet og stemningsfull med mange taler og gode ønsker. Vi var alle fylt av glede og takknemlighet over at skolen nu stod ferdig til å tas i bruk, og der blev takk til alle som hadde vært med å gjøre bestyrernes drøm til virkelighet. Nu stod det til lærerne å fylle den med lys og ånd, og gi barnesjelen alt som kan gjøre den rikere.

Ingen kunde være stoltere og gladere enn vi var ved å se hvorledes det stadig gikk fremover. Allerede i 1892 sendtes det første kull op til middelskoleeksamen - med 4 elever, som gikk op som privatister ved Aars & Voss skole. 11896 fikk skolen selv eksamensrett.
Bildet: Nordstrad middelskole fra 1892

Med det store økonomiske løft vi hadde tatt var sandelig Nordstrand Middelskole for sine eiere ikke noe lukrativt foretagende; spesielt minnes jeg en gang regnskapet var gjort op og lærerlønninger og alle andre utgifter betalt, at der i kassen var tilbake kr. 13,86, som skulde være gasje til de to bestyrere som hver hadde lest sine 5-6 timer daglig!

Men snart blev jo vilkårene og forholdene leveligere; elevantallet steg og steg; 70-80 innmeldelser til et nytt skoleår var ingen sjeldenhet, og budgettet stillet seg efterhånden så tilfredsstillende, at vi var istand til å imøtekomme de mange bønner og anmodninger fra økonomisk vanskelig stillede foreldre om fri skolegang for deres barn. Der blev da på budgettet avsatt flere tusen kroner årlig til hele og halve friplasser, og dette steg op i meget betydelige summer; men det angret vi ikke på, det var som en takk for den velsignelse der hadde hvilt over vort arbeide.

Vi hadde den lykke efterhånden å knytte til oss en rekke fremragende dyktige lærere, som i årevis var våre medarbeidere og var med å grunnlegge skolens voksende anseelse. Som en elev har uttalt, kom de til oss med ungdommens glød, virkelyst, skapertrang og arbeidsglede. Deres navn ble velkjent i den pedagogiske verden, og flere av dem endte også i rektorstillinger ved sine respektive skoler.

Det viste sig dog snart, at den plass vi disponerte over blev for trang; skulde vi makte å ta imot alle de elever som stod på ekspektanselister, måtte vi gå til utvidelse av lokalet; dette blev også gjort, dessuten måtte vi leie rum utenfor skolen for å få plass til alle de nye parallellklasser som blev oprettet. Nordstrand Middelskole kom efterhånden til å spille en så stor rolle i sognet, at herredstyret fant det naturlig og formålstjenlig å tilstå skolen et kommunalt bidrag på 17-18 000 kroner årlig, som blev brukt til å holde skolepengene på et lavt nivå - og til stipendier for flinke elever; samtidig kom bestemmelsen om at skolestyret hadde rett til å godkjenne ansettelsen av nye lærere, likesom skoleinspektøren ofte besøkte oss og påhørte undervisningen.

Ja, det var en rik og lykkelig tid! - Aldri har en skole hatt en samling elever så elskverdige, så høflige, tjenestvillige og behagelige; men så var også disiplin, orden og gjensidig tillit de grunnpillarer, hvorpå skolen var bygget; vi behandlet våre elever humant, forståelsesfullt og individuelt, og vi forsøkte alltid å legge en lys, glad og freidig tone over skolelivet med våre fester og morsomme tilstelninger. Derved blev der også det allerbeste forhold mellem lærere og elever, likesom vi med vår utmerkede lærerstab til våre avgangseksamener med stolthet og glede kunde prestere noe som blev kalt «rekordresultater».

Blandt våre mange festlige tilstelninger minnes jeg især med glede en aftenunderholdning i 1904, da elevene vilde hjelpe med å samle inn penger til de brandlidte i Ålesund. Det var utelukkende skolens egne elever som bar det alt sammen; de sang og spilte, deklamerte og opførte en «komedie» på engelsk til stor moro for sig selv og - publikum!

Så hadde vi mange, mange lignende aftener med tablåer og underholdning og basarer til inntekt for forskjellige øiemed. Da skolen skulde gå igang med å skaffe sig sin egen fane, trengtes mange penger, og dem fikk vi inn ved forskjellige festlige tilstelninger.

Den hvite silkefane med edelfalken, som på spente vinger svevet op mot den gylne sol og hadde det symbolske, korte, men lysende motto: Fremdad! Opad! bragte oss megen glede, når elevene under den sammen med alle de andre skoler var med i 17. mai-toget i Oslo, og våre halvhundre småpiker i nasjonaldrakter, marsjerende umiddelbart efter fanen, overalt hvor toget skred frem blev beundret og tiljublet av folkemassen.

Blandt de aller morsomste tiltak vi hadde var den basar, som småpikene i de to øverste klasser på skolen arrangerte i gymnastikksalen hvert år før jul. Inntektene, som kunde gå op i 1800-2000 kroner, blev utelukkende anvendt til å hjelpe og glede nødlidende til jul. Småpikene deltes op i grupper på fire og fire. De fikk sig tildelt noen hundre kroner hver, som blev anvendt til rikelige innkjøp av mat og klær, og småpikene vandret da rundt som «juleengler» med sine store kurver fulle av alle slags gode saker og med små juletrær, som de pyntet for de familier de besøkte. Herved vaktes elevenes interesse for socialt arbeide, og det har gitt sig mange vakre utslag senere i livet.

Blandt vinterens mest spennende begivenheter må skolens årlige skirenn nevnes. Det gikk for sig i de prektige bakker på Lerskallen - med hopprenn for gutter og utforrenn for piker og med høitidelig premieutdeling i gymnastikksalen dagen derpå.

Før skolen hadde vokset sig så stor, hadde vi om somrene de såkalte «landturer», da man pr. jernbane eller leid dampskib drog på utflukt med deilig niste og tilbragte dagen i det fri under stor jubel med allslags moro, ballongopstigninger, fyrverkeri osv.

Bjørnstjerne Bjørson har sagt: «Ikke mange mennesker i Norge kan lese», og deri hadde han dessverre fullkommen rett. Derfor blev også undervisningen i norsk viet en særlig opmerksomhet, helt fra skolens laveste klasser. Barna lærte å artikulere tydelig, gjøre stemmen klar og vellydende, la vokalene synge og passe nøie på pauser o.s.v. Senere høiere op i klassene var der organøvelser og veiledning i stemmeføring. Hver lekse lestes først teknisk lydriktig og derefter med foredrag; elevene skulde bibringes forståelsen av at foredraget var en del av innholdet. Det gjaldt å lære dem å legge plastikk over sitt sprog. Dertil kom utenadlæring og fremsigelse av dikt, her måtte elevene ofte stå frem for større auditorier og vise hvad de dudde til i den vanskelige kunst.

På våre eksamensfester var der alltid fremsigelse av vers; elever i småklassene, så små at de måtte løftes op på en stol for å kunne sees, kom først og derefter representanter for de høiere klasser som deklamerte vanskeligere saker, dels på norsk og dels på fremmede sprog. - Vi hadde også den glede at skolens norskundervisning blev fremhevet som bemerkelsesverdig på et møte i Pedagogisk Samfund engang det tema var under diskusjon.

Den samme fremgangsmåte anvendtes ved engelskundervisningen, en metode der vakte elevenes høieste interesse og bragte de mest utmerkede resultater. Der bruktes meget fonetikk, uttaleøvelser, teknisk lesning med sterkt pointert stavelsesbetoning, foredragslesning, engelske billedgloser, engelsk ekstemporallesning og engelsk konversasjon, samt fremsigelse av engelske dikt.

Elevene lot i timene ikke en stavelse, ikke en feilaktig betoning gå sig forbi; der var i klassen en stillhet, en opmerksomhet, en tagen del i kameratenes prestasjoner så intens at man i bokstavelig forstand kunde høre en knappenål falle i gulvet! - Og til slutt opnådde vi også alltid den glede, at de herrer censorer ved avgangseksamen uttalte sin store tilfredshet med elevenes dyktighet.

For å sette fart i tegneundervisningen fikk de høieste klasser et par ganger i skoleårets løp anledning til å besøke Nasjonalgalleriet og under veiledende forklaringer bese malerisamlingene. Det viste sig utmerkede resultater av dette tiltak, idet arbeidet i tegnetimene gikk med ennu større forståelse og glede; sansen for linjer og farver utvikledes, samtidig med at kunstneriske interesser våknet.

I sin avskjedstale ved vår siste eksamensfest pointerte sogneprest Moe spesielt, at Nordstrand Middelskole var kjent og ansett for, at hos oss blev elevene ikke alene undervist, de blev også opdraget! Og deri hadde han fullkommen rett.

Vi hadde rundt om i klassene elever, som blev kalt «skolens gentlemen», elever som fra sitt miljø i hjemmet bragte med sig en korrekt og velopdragen fremtreden, og disse hjalp oss til å bibringe alle det samme; - vi lærte dem, som en elev har uttrykt det, gode manerer, en pen opførsel, høflighet - og kultur.

Vi talte med dem om Shakespeares kjente ord: «A thing of beauty is a joy for ever», og forklarte at orden også er en manifestasjon av skjønnhet; vi lærte dem det store i å stå selvstendig, sann og fri, og at det kommer mer an på karakteren enn på karakterene; at der er en rikdom i å eie en ideal streben efter de evige og høiere verdier, og at elevene alltid måtte leve efter skolens motto: Fremad! Opad!

Og vi lærte dem Goethes sublime ord: «Das hochste Gliick der Erdenkinder ist doch die Personlichkeit!»

Det kunde også her passe å citere ekspedisjonschef Einar Boyesens ord i et foredrag fornylig: - Det kreves av skolen nu mere enn noensinne karakteropdragelse. De unge må opdras til som modne borgere å bli fri og ranke personligheter, med ansvarsbevisst samfundsånd, sinnets redelighet og det som Bjørnson kalte «selvstendighetens æresfølelse!»

Ved skolebestyrer Breiens plutselige bortgang sommeren 1916 blev talen om sognets overtagelse av skolen aktuell. Der gikk just på den tid som en epidemi over Oslo og omegn, at de private høiere skoler alle skulde bli kommunale. Således gikk det også med vår skole, som dog allerede kunde ansees for halvt kommunal, da den helt blev overdratt Akers Kommune i den mest blomstrende forfatning med ca. 300 elever og 23 lærere og lærerinner.

Sommeren 1917 var siste gang Nordstrand Middelskole fremstillet sine elever fra avgangsklassen, 50 i tallet, som alle bestod eksamen.

Nordstrand Middelskole
«Aftenposten», 4de juli 1917.

I ca. 30 aar har Nordstrand Middelskole bestaaet som en privatskole under en særdeles dyktig ledelse. Frk Agnes Thorsen og skolebestyrer Breien var begge fremragende baade hvad lærerbegavelse og hvad bestyrerpersonlighet angaar.

Ifjor sommer døde skolebestyrer Breien, og spørgsmaalet om, at Aker kommune skulde indkjøbe skolen traadte strax i forgrunden. Kjøbet kom istand, og fra næste skoleaars begyndelse fortsættes skolen som Nordstrand Kommunale Middelskole, ledet af skolebestyrer Andresen.

Igaar holdt den gamle privatskole sin sidste aars fest, som var besøgt af et stort antal forældre. Gymnastiklokalet og de tilstødende rum var overfyldt, og aarsfesten blev en sjelden stemningsfuld og vakker høitidelighet.

Flere af eleverne gav opvisning i den deklamatoriske kunst, hvori Frk. Thorsens undervisning har skabt udmerkede resultater, ikke bare igaar, men i mange aar. Dernæst holdt Frk. Agnes Thorsen en afskedstale, som modtoges med en varm demonstrativ tilslutning.

Akers skolestyres formand, redaktør Diesen overtog paa kommunens vegne skolen i en kort tale og bragte Frk. Thorsen en tak fra Nordstrand sogn og fra forældre og barn. Et kraftig nidobbelt hurra fulgte paa talen.

Sogneprest Moe bragte ligeledes og i bevægede ord en tak til Frk. Thorsen.

Overlærer Schiøtz, som har været medbestyrer siden skolebestyrer Breiens død, mindedes denne sjeldne skolemand i vakre ord.

En av skolens elever, en ung pige, fremsagde et hyldningsdigt til Frk. Thorsen og overrakte hende en sølv present fra skolens elever. Høitideligheden afsluttedes med en kort andagt av pastor Koren.

Jeg elsket Nordstrand Middelskole, hvor hver dag var en fest; jeg elsket mitt arbeid og mine elever, og det var kun en sterk overanstrengelse efter de mange års intense arbeide, som dessverre bragte mig til å trekke mig tilbake, - akk, så altfor tidlig! Senere i livet har jeg på mine reiser i de store byer i utlandet, hvor jeg har ferdes, møtt mange gamle elever, og de er alle kommet imot mig med åpne armer og åpne hjerter og fortalt at de alltid tenker tilbake på sine morsomme skoleår på Nordstrand med den største takknemlighet og glede.

Og det er store ord!

Og min takknemlighet og glede er likeså stor over den livsgjerning jeg fikk utføre.

I alle disse år, som er gått siden jeg forlot skolen, har jeg ikke besøkt Nordstrand; tross mange vennlige opfordringer og innbydelser fra mine venner har jeg ikke vært istand til å vende tilbake dit, hvor jeg i en menneskealder hadde mitt hjem, og hvor jeg tilbragte så mange arbeidsrike og lykkelige år. Men jeg lenges alltid tilbake til Nordstrand, det deiligste sted på jorden! -

Abraham Borch Hesseberg Breien (1862-1916)
På sørsiden av Nordstrand kirkegård ligger Breiens vei. A. Breien var Agnes Thorsens medbestyrer helt fra skolen ble grunnlagt i 1889. I skolens 50-årsskrift får også han mange lovord. Han var teolog og realist, en dyktig administrator og kjent for en utpreget rettferdighetssans i sin omgang med elevene. I vurderingen av dem var det et hovedprinsipp hos ham å trekke fram det positive, enten det gjaldt deres faglige prestasjoner eller deres oppførsel generelt. Han understreket alltid at skolen først og fremst var til for elevene.

Ellers var han en stor friluftsmann med svømming og spesielt fjellvandring som sine store lidenskaper. Det var da også på Besshø ved Bessheim han døde sommeren 1916, bare 54 år gammel. Hans plutselige død må skolen og spesielt Agnes Thorsen ha opplevd som et smertelig tap. Et tyngdepunkt i skolens administrasjon var borte.

Skolens eksamensrett var også knyttet til hans kvalifikasjoner. Ved siden av fullstendig lærerembedseksamen var kravet at man hadde ført opp minst ett kull med tilfredsstillende resultater. Ingen av de andre lærerne fylte begge disse kravene.
>>